I sin mest populære form består et kabelbinder af et robust nylontape med integreret gearstativ og i den ene ende en skralde i en lille åben kasse. Når kabelbinderens spidse spids er blevet trukket gennem kabinettet og forbi skralden, forhindres den i at blive trukket tilbage; den resulterende løkke må kun trækkes strammere. Dette gør det muligt at binde flere kabler sammen til et kabeltræ.
En kabelbinderspændingsanordning eller et værktøj kan bruges til at påføre et kabelbinder med en bestemt grad af spænding. Værktøjet kan skære den ekstra hale af i plan med hovedet for at undgå en skarp kant, som ellers kan forårsage skade.
For at øge modstanden over for ultraviolet lys i udendørs applikationer bruges en specifik kvalitet af nylon indeholdende minimum 2 % kønrøg til at beskytte polymerkæderne og forlænge kabelbinderens levetid.[1] Blå kabelbindere leveres til fødevareindustrien og indeholder et metaladditiv, så de kan detekteres af industrielle metaldetektorer. Kabelbindere lavet af ETFE (Tefzel) bruges i strålingsrige miljøer. Røde kabelbindere af ECTFE (Halar) bruges til plenumkabling.
Kabelbindere i rustfrit stål er også tilgængelige til flammesikre applikationer - belagte rustfrie bindere er tilgængelige for at forhindre galvanisk angreb fra uens metaller (f.eks. zinkbelagt kabelbakke).
Kabelbindere kan bruges som provisoriske håndjern. Specielt konstruerede fysiske begrænsninger kaldet PlastiCuffs, baseret på kabelbinderdesignet, bruges af politi og militær til at fastholde fanger. Kabelbindere bruges også almindeligvis til at forhindre navkapsler (også kendt som hjulkapsler) i at falde af et køretøj i bevægelse. , og nogle sælges specielt til dette formål.
